Kosovos tidligere præsident Hashim Thaci er onsdag blevet idømt 25 års fængsel ved en særdomstol i den hollandske by Haag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ekspræsidenten er blevet kendt skyldig i krigsforbrydelser, der blandt andet indebærer drab, tortur og ulovlig frihedsberøvelse.

Den særlige domstol kendes under navnet Kosovo Specialist Chamber.

58-årige Thaci får dommen på baggrund af sine handlinger, da han var leder af Kosovos Befrielseshær (UCK).

Begivenhederne fandt sted mellem 1998 og 1999 og i perioden lige efter.

Det var under et oprør mod Serbien, hvilket førte til Kosovos selvstændighed mindre end ti år senere.

Det lød fra domstolen, at Thaci er skyldig i drab på 96 politiske modstandere og personer, der blev anset for at samarbejde med de serbiske sikkerhedsstyrker.

Han er desuden blevet dømt for ulovlig frihedsberøvelse af 385 personer, tortur af 303 personer og grusom behandling af omkring 50 personer.

Ifølge domstolen har Thaci "aktivt deltaget i og opfordret til forbrydelser".

Den tidligere præsident har nægtet sig skyldig i alle anklager.

Thaci er fortsat en respekteret person blandt mange etniske albanere, som Kosovos befolkning primært består af.

Premierminister Albin Kurti kalder onsdagens dom over Hashim Thaci og tre andre tidligere guerillaledere en "uacceptabel uretfærdighed".

- Dommen og den hårde straf til fire tidligere ledere af Kosovos Befrielseshær er en uacceptabel uretfærdighed, en stor og skadelig straf, skriver Kurti i et opslag på Facebook.

Samtidig er den særdomstol i Haag, der afsagde dommen, stærkt upopulær i landet.

Ifølge Reuters så tusindvis af mennesker dommen blive afsagt på storskærm i Pristina, der er Kosovos hovedstad.

Der blev buhet, da dommen blev læst op, og efterfølgende er der opstået protester og sammenstød mellem politi og demonstranter i Pristina.

Yderligere tre fremtrædende UCK-officerer er anklaget i sagen.

De er alle tiltalt for drab, tortur, bortførelse og forfølgelse.

Kosovo var tidligere en provins i Serbien med knap to millioner indbyggere.

Cirka 90 procent af befolkningen var - lige som i dag - etniske albanere. En befolkningsgruppe, der blev stærkt forfulgt under den afdøde serbiske leder Slobodan Milosevics styre.

Nato greb ind i konflikten og stoppede den, da op mod halvdelen af Kosovos befolkning flygtede ud af provinsen i foråret 1999.

Thaci blev midt under den blodige konflikt inviteret på besøg i Danmark af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).

Det var kun få dage før, at Nato i juni 1999 satte fredsbevarende styrker ind i Kosovo efter knap fire måneders luftangreb mod serbiske styrker og mål.

RITZAU