Den kommende estimerede forårsbestand af ulve i Danmark er foreløbig opgjort til cirka 77 ifølge den opgørelsesmetode, som Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum i Aarhus anvender.

Den estimerede forårsbestand er opgjort efter en omregningsfaktor, hvor antallet af kobler - ulvepar med hvalpe - som er på 11, ganges med syv individer per kobbel.

Da man ikke ved, hvad bestandsammensætningen er, bruger man det internationale gennemsnit i omregningsfaktoren.

Uden "menneskelig forfølgelse" forventes den danske bestand at vokse.

Det fremgår af et notat udarbejdet for Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Antallet nærmer sig en størrelse, hvor man kan begynde at regulere rovdyret, siger minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) til DR og TV 2.

Ministeriet vil nu have ulvebestanden opgjort på individniveau og forventer, at man efter optællingen kan "godtgøre over for EU, at ulven har en gunstig bevaringsstatus".

- Så kan vi begynde at drive jagt, og det bør vi, siger Christian Rabjerg Madsen til DR.

En arts bevaringsstatus anses ifølge Naturstyrelsen blandt andet for gunstig, når "bestandsudviklingen viser, at arten på lang sigt vil opretholde sig selv".

Ulven er beskyttet i henhold til EU's habitatdirektiv.

Det er dog muligt at få tilladelse fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø til at regulere - det vil sige skyde - en bestemt ulv i særlige situationer.

Myndighederne kan give tilladelse til reguleringen af ulven, hvis der ikke findes anden løsning, og hvis det ikke truer ulvens naturlige udbredelse.

Tilladelsen kan gives af hensyn til "den offentlige sundhed, sikkerhed og tryghed eller for at forhindre alvorlig skade på husdyr og andre former for ejendom".

Der kan blandt andet gives "dispensation til regulering af ulven", hvis den "mangler en instinktiv skyhed over for mennesker".

Fra 1. september må ulve, der trænger ind bag fungerende ulvesikrede hegn, fremover skydes uden forudgående tilladelse.

Bekendtgørelsen åbner også for, at man må skyde en ulv, hvis den angriber et husdyr og ikke lader sig bortskræmme med et varselsskud.

Efter skudafgivelse skal Naturstyrelsen kontaktes inden for to timer, så der kan indsamles dokumentation for, at reguleringen er foregået indenfor reglerne.

Ulven genindvandrede til Danmark fra Tyskland i 2012 efter næsten 200 års fravær.

RITZAU