Novo indgår milliardaftale om svensk teknologi
En samarbejdsaftale giver Novo adgang til svensk teknologi, som gør langtidsvirkende injektioner mulige.

En samarbejdsaftale giver Novo adgang til svensk teknologi, som gør langtidsvirkende injektioner mulige.

Novo har indgået en samarbejdsaftale med den svenske medicinalvirksomhed Nanexa til en værdi af op til 8,7 milliarder kroner.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nanexa.
Aftalens værdi på 8,7 milliarder indebærer blandt andet en forskudsbetaling og såkaldte milepælsbetalinger, der tilsammen løber op i omkring 4,6 milliarder kroner.
Dertil vil Nanexa modtage royalties i "det lave encifrede" procentbeløb, hvis der udvikles produkter i fremtiden.
Med aftalen får Novo licens til at anvende Nanexas teknologi, der gør det muligt langsomt at frigive lægemidler, så man kan lave langtidsvirkende injektioner.
Det betyder, at man kan foretage færre injektioner, og ifølge pressemeddelelsen kan doseringerne med teknologien blive månedlige eller kvartalsvise.
Novo må bruge teknologien i op til fem udviklingsprogrammer inden for områder som fedme, type 2-diabetes og kardiometaboliske sygdomme.
Kardiometaboliske sygdomme er sygdomme og tilstande, som påvirker hjerte-kar-systemet og stofskiftet.
- Vi er meget begejstrede for og stolte af denne licensaftale med Novo og ser frem til at samarbejde med dem om at udvikle produkter med færre doseringer til behandling af fedme og type 2-diabetes, siger David Westberg, der er administrerende direktør i Nanexa, i meddelelsen.
Ifølge Per Hansen, som er investeringsøkonom i Nordnet, er der tale om en god aftale for Nanexa.
- For Novo er handlen formentlig vigtig og relevant, men næppe en væsentlig kortsigtet kurstrigger, siger han i en skriftlig kommentar.
Nanexa går markant frem på børsen efter meldingen om aftalen.
Aktien i det svenske medicinalselskab stiger omkring klokken 09.30 med 112 procent. Novo-aktien falder derimod med beskedne 0,2 procent.
Da Novo i mandags præsenterede en opdateret strategi i forbindelse med kapitalmarkedsdagen, blev der lagt vægt på, at selskabet vil styrke sin kerneforretning inden for diabetes og vægttab.
Samtidig vil Novo sprede sine forretninger ud inden for blandt andet leversygdomme og hjerte-kar-sygdomme.
RITZAU